Visitation til hjemmepleje
Her kan du læse om hvordan visiteringen til plejeservice i eget hjem foregår og hvordan kommunernes serviceniveau kan påvirke hvad du bliver visiteret til.
Hvornår skal jeg bruge visitationen?
Du skal kontakte kommunen, hvis du har et behov for hjælp i hjemmet. Det kan f.eks. være praktisk service, i form af rengøring eller personlig pleje i form af personlig hygiejne, sygepleje eller genoptræning.
Du kan søge om hjælp i hjemmet ved at kontakte visitationen i din kommune. Det kan enten ske ved at ringe til kommunens visitation eller ved at skrive til visitationen.
Du kan finde telefonnummer til kommunen på pleje.dk ved at fremsøge din kommune. For nogle kommuner kan du også på pleje.dk finde og udfylde en henvendelsesformular og sende den til kommunen fra pleje.dk.
Kommunen vil efter modtagelse af din henvendelse kontakte dig for at få uddybet dine behov. Det sker ved, at en af kommunens visitatorer kontakter dig over telefonen. I nogle tilfælde aftales det, at visitatoren besøger dig i hjemmet, og i andre tilfælde kan I nøjes med en samtale over telefonen.
Med afsæt i dine oplysninger vurderer kommunen, hvilke services du har behov for, og kan få tildelt, og hvor ofte servicen gives. Kommunen kan dog også vælge at tildele dig et træningsforløb, hvor formålet er at hjælpe dig til igen at komme til at klare de opgaver, som du har søgt hjælp til. Træningsforløbet er gratis.
Kommunen skal altid sende dig en skriftlig afgørelse, hvor de skriver hvilken service du er tildelt. Hvis du har fået et afslag på den ønskede service, så skal den begrunde, hvorfor du ikke tilbydes den ønskede service. Du kan altid klage over kommunens afgørelse, både ved et afslag på service, og hvis du er uenig i indholdet eller omfanget af den service, som du er blevet tildelt.
Visitation til pleje, herunder pleje fra en privat leverandør
Det er kommunen, som på baggrund af en konkret og individuel vurdering af dit samlede behov samt situation, visiterer og dermed afgør omfang og indhold i den service du kan modtage. Det sker i overensstemmelse med kommunens besluttede serviceniveau.
Visitation foretages af en visitator og visitationen munder ud i en afgørelse. Du har ret til en skriftlig afgørelse, der indeholder begrundelse og oplysninger om, hvilke opgaver servicen omfatter samt formålet med den service, som du er tildelt.
Afgørelsen udgør samtidig beskrivelsen af de indsatser, som den private leverandør skal levere til dig, hvis du vælger en privat leverandør.
Kommunen fremsender til leverandøren en kopi af den afgørelse, som du har modtaget, med en oversigt over den konkrete service, der skal leveres. Det udgør samtidig grundlaget for den afregning, der sker mellem leverandøren og kommunen.
Du har som borger et retskrav på at få leveret den visiterede service. Det er leverandørens ansvar sammen med dig at aftale, hvornår den visiterede service leveres hen over ugen.
Der kan foretages en fornyet visitation, når kommunen eller du selv vurderer, at der er behov for dette.
Ændring af hjemmehjælpen
Kommunen skal løbende vurdere, om der skal ske ændring af den service, som du er visiteret til i takt med at dine behov ændrer sig. Du kan altid selv bede om at få din tildelte service vurderet, hvis dine behov ændrer sig.
Hvad betyder et kommunalt serviceniveau?
Det kommunale serviceniveau kan variere fra kommune til kommune og fastlægges hvert år af kommunens politikere ved de årlige kommunale budgetforhandlinger.
Konkret betyder det, at du maksimalt kan få visiteret den service, der svarer til det kommunale fastlagte serviceniveau. Hvis du ønsker et serviceniveau derudover, må du indgå en aftale med en privat leverandør om et tilkøb, ofte kaldet tilkøbsydelser, som du selv betaler.